Turen går til Europas smukkeste vandreruter
Boganmeldelse. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.
“Turen går til” har fået vokseværk. Både fordi der nu er kommet endnu en bog i serien, men også fordi formatet denne gang er vokset. Du kender sikkert allerede de små rejsebøger fra Politikens Forlag. “Turen går til Europas smukkeste vandreruter” er noget større end sædvanligt og lander på 20,6 x 24,5 cm. Det gør til gengæld så, at man rigtig kan nyde de mange flotte billeder.
Masser af inspiration
Over 272 sider bliver vi guidet igennem (nogle af) Europas smukkeste vandreruter – 39 styk for at være helt præcis. Bogen er ikke til at smide i rygsækken, men fungerer glimrende som inspiration, når der skal lægges planer for næste eventyr. Stort set alle vandreturenes varighed er på en uge eller mere, så vi snakker EVENTYR!
Bogen starter med en kort gennemgang af, hvad det kræver at tage på vandretur, inden vi får en indholds-fortegnelse. Allerede her har vi set otte rigtig flotte billeder, der sætter gang i fantasien, og vandrestøvlerne er så godt som på vej ud ad stierne i den skønne natur.
Herefter følger ruterne, som er opdelt under “Nord- og Mellemeuropa”, “Gennem Alperne” og “Sydeuropa”. Nogle af ruterne er mere kendte end andre. “Turen går til Europas smukkeste vandreruter” er oversat fra tysk, og måske derfor er en del af ruterne i Tyskland, eller går igennem Tyskland. Men også klassikere som Caminoen i Spanien, Kungsleden i Sverige og GR20 på Korsika er med. Så der er helt sikkert noget for alle.
Hver rute bliver beskrevet, og der er informationer om antal kilometer, cirka varighed og højdemeter, ligesom der er et kort med ruten indtegnet. Du kan også læse nærmere om nogle udvalgte højdepunkter langs ruten. Der er også praktiske oplysninger, hvor du blandt andet kan læse om, hvilken tid på året det er bedst at vandre turen, og hvilke krav den stiller til både dig og dit udstyr.
Turen går… ikke sig selv
Har vi selv gået nogle af dem? Ja, det har vi. Vi har gået Laugavegur på Island og GR221 på Mallorca, og så har vi i sommers med stor fornøjelse vandret i Dolomitterne – hvor også bogens forsidebillede er fra. Flere af de andre ruter har vi krydset på vandreture i blandt andet Skotland, Frankrig og på Madeira.
Og det ER fedt at komme ud og prøve kræfter med nogle af de kendte ruter. Vi har altid været glade for at vandre og komme ud i naturen, det kan du læse mere om i vores indlæg “Vandring for krop og sjæl”.
Af sti af sted
“Turen går til Europas smukkeste vandreruter” kan absolut anbefales, hvis du trænger til inspiration, når du skal have luftet vandrestøvlerne, og ikke bare skal en tur til bageren. Vi fik i hvert fald lyst til at pakke rygsækkene og komme ud på Europas vandrestier, og det var vel formålet.
Bogen er som nævnt oplagt at bruge som inspiration til at komme ud på lange vandreture, eller i hvert fald stifte bekendskab med dem. For der er ingen der siger, at du skal gå hele ruten. Du kan sagten bare tage en etape eller to, hvis det passer dig bedre…
BONUS-INFO: Bøgerne i serien“Turen går til” dækker mere end 100 destinationer. Den første bog hed “Turen går til Østrig”, og udkom i 1952.
Super anmeldelse, jeg er spændt på at læse den og finde nogle dejlige nye ruter 🙂
Tak for de pæne ord, Jonathan.
Der er masser af god inspiration i bogen. Så det er bare med at spænde vandrestøvlerne og komme derudad 😉 Når altså det bliver muligt at rejse igen på den anden side af alt dette Covid-19 ballade…
🙂 Toni / afoot