Ærø – en perle i det sydfynske øhav
Eneboer på Ærø
Jeg har pakket min MAC, og er taget til Ærø for at arbejde på min næste billedbog. Jeg har også pakket mine gode vandrestøvler, for jeg må ud at gå, hver dag.
Mit udgangspunkt er Marstal på øens sydlige spids. Byen hvor den meget stolte søfartshistorie afspejles overalt i de idylliske smalle gader. Husene er dekoreret med alt der lugter af langfart og livet på havet – fra skibe til havfruer. Og så har de altså noget med flade, malede og dekorerede sten – for de ligger i bunker på mange af trappetrinene.
Marstals gamle havn ligger lige neden for selve byen. Det er en fantastisk blanding af små fiskerbåde, der ligger og vugger, til det lille værft hvor der stadig bliver bygget og repareret skibe. Overalt er der små og store skure og stativer til at tørre fiskenet. Marstal har også en stor lystbådehavn, som strækker sig et godt stykke ned langs kysten. I sommer-sæsonen summer den sikkert af liv.
Ærø er som en maggi-terning
På Ærø har man næsten hele den danske natur samlet i en maggi-terning. Du er tæt på naturen i det øjeblik, du træder ud af døren, næsten. Her er skov, strand, søer og overdrev. Der er næsten altid kig til vandet, og her passer klichéen, at der er højt til himlen. Ærø ER himmel og hav. Når man er på en lille ø som Ærø, hvis højeste punkt er Synneshøj på 68 meter, er noget af det der slår mig, fornemmelsen af hele tiden at kunne se horisonten 360.
Derudover er her helt grundlæggende stille. Langt fra storbyens evige brummen. Her er ingen store veje og begrænset trafik. Det kan være at det med trafikken ændrer sig, fordi turisterne endnu ikke er dukket op her tidligt i maj måned.
Vejret fylder meget, når man er ude – og for vandrere er der jo, som man siger, ikke dårligt dårligt vejr. Men her i starten af maj var min forventning at det ville være mere lunt. I stedet er det koldt og blæsende bygevejr. Solen skinner dog mellem bygerne, der blæser ind ude fra havet. Hvilket giver nogle flotte skyformationer. Ud skal jeg, så vejrudsigten tjekkes, for hvornår på dagen vil det være bedst at tage ud på travetur, uden alt for meget vand fra oven.
Øhavsstien
En del af øhavsstien ligger på Ærø. Vi gik et stykke af den i 2015, dog ikke på Ærø. Læs om den tur fra Svendborg til Tranekær på Langeland her. Jeg har nu også gået et par af de ærøske strækninger. Ruten er vel afmærket og ret meget af turen går ad biveje, hvilket er fint, da her i maj næsten ingen trafik er. Dette er nok væsentlig anderledes i turistsæsonen.
Jeg går mellem knaldgule rapsmarker, hvis duft blander sig med duften fra hæg og næsten udsprunget hvidtjørn og syrener. Der er næsten hele tiden udsigt til vandet, og af og til afløses markernes grønne tæppe af små landsbyer og gårde. Jeg kan anbefale, at du kigger forbi den idylliske landsby Strandby, og går ned i den lille hyggelige havn.
Liv på stranden
En eftermiddag fulgte jeg havnen rundt ud til Eriks Hale. En tynd tange som har de sødeste små badehuse på det første stykke af tangen. Derefter er der strand på den ene side med kyst ud til havet, og på den anden side er havneindløbet ind mod Marstal. Jeg gik i solen, og så på de drivende bygeskyer. Svalerne fløj lavt og hidsige havterne var på fisketur i det lave vand.
Mit øje blev fanget af noget, der rørte på sig et stykke ude på tangen. Var det en hund? Neeej, det var en hare. Jeg blev meget overrasket over at se den på stranden. Den havde ikke opdaget mig. Den hoppede langsomt mod mig. Jeg stod ganske stille og til sidst var der bare små ti meter mellem mig og haren. Så fik den færten af mig, vendte på et splitsekund og spænede tilbage, ud ad tangen.
Det var stort. Det er ikke tit jeg ser en hare – og slet ikke tæt på og slet ikke på stranden. Det var en magisk “dus med dyrene midt i naturen” oplevelse.
Rejsetidspunkt: maj
BONUS-INFO: Jeg havde den store fornøjelse at bo i Tine og Tais dejlige hus i Bredgade, da jeg besøgte Marstal. Tine skriver om huset i Bredgade:
“Vi har købt huset for at have en base på øen, hvor vi begge er vokset op. Vi overtog huset 1. juli 2018 og har siden da indrettet og arbejder på at få skabt flere rum. Vi er fortsat ved at lære huset at kende, og haven er et kapitel for sig, for to der ikke har haft have før. Vi bruger huset så meget vi kan, men vil gerne dele glæden over denne lille oase med andre. Derfor lejer vi den ud, så andre kan få glæde af huset og Ærø”.
Du kan se meget mere om huset på Instagram under @bredgade_8 og på Airbnb.
/ Helle