Den perfekte udsigt
Det var en smuk, klar september-dag, da vi tidligt tog den lille Citroën og kørte mod Menaggio ved bredden af Comosøen. Mine to veninder og jeg havde pakket rygsækken, og var klar til en dag i bjergene. Med os havde vi lækre sandwich, fyldt med italienske delikatesser. Ost, salami og skinke, garneret med pesto og solmodne tomater. Derudover havde vi hos den lokale bager købt flormelis-pudrede croissanter med abrikosfyld, som vi glædede os til at nyde. Dem ville vi bestemt også have fortjent efter et par timers vandring. Vi havde selvfølgelig også pakket en ekstra varm trøje, regnfrakke og lange bukser.
Aftenen før havde vi konsulteret kort og vandreguides, og fundet ud af at ruten starter i den lille by Bregila, hvor det er muligt af parkere bilen lige bag ved kirken. Vi parkerede, men inden vi fik begivet os af sted, blev vi stoppet af en ældre og meget hjælpsom italiensk herre. “Havde vi tænkt os at vandre op til refugiet?”. “Si, si”. Så blev der slået ude med armene og forklaret. “Vi skulle køre lidt længere op ad bjerget, så vi fik mest mulig tid med udsigt, for det første stykke var jo “bare” gennem skov og et par andre endnu mindre landsbyer”. Vupti, hev han et kort, der var væsentligt bedre end det vi havde, op af sin taske, og pegede og fortalte. Han forærede os herefter kortet og ønskede os en rigtig god tur.
Tilbage til den lille, hvide Citroën igen. Nu gik det stejlt opad gennem det ene hårnålesving efter det andet. Vejen blev smallere og smallere, og af og til blev den til en meget hullet grusvej. Citroënen måtte arbejde for det, og et par gange overvejede vi om det overhovedet var en god idé. Vi var jo ikke italienske bilister, der syntes at kunne køre både stærkt og opad, i hvad som helst.
Selvom vi nu havde kørt længere op, gik vores tur gennem kastanieskov den første times tid. Det blev efterhånden afløst af birk og popler og flere og flere kig ud over Comosøen. Det første stykke havde stien været en bredere grus-sti, men som vi nærmede os trægrænsen forvandlede den sig til en smallere sti med små forhindringer. Målet for turen var at komme op til Refugio Menaggio, som ligger i 1400 meters højde. Vi havde læst os til, at der skulle være en mere end perfekt udsigt over Comosøen. Vi regnede ikke med det var åbent så sent på sæsonen,men vi var heldige. Det var åbent og udsigten var bestemt helt uovertruffen.
Fra refugiets terrasse var der den mest spektakulære udsigt til både søen og bjergene hele vejen rundt. Det var bare så skønt at sidde der i solen og nyde sin medbragt frokost, og derefter kunne købe sig en kop kaffe i den lille hyggelig bar på refugiet. De serverede også varm mad og vin fra et beskedent menukort. Det var svært at komme derfra, for det var så dejligt, men vi havde bestemt os for lige at gøre turen en anelse længere. Fra Refugiet er det muligt at komme ud på flere ruter i området. En af dem går ud til udsigtspunkt Pizzo Coppa, hvorfra det er muligt at se både Luganosøen og Comosøen på en og samme tid. Det tog små 20 minutter, og udsigten var ganske rigtigt fantastisk.
Sidst på eftermiddagen var vi tilbage i Menaggio. Vi fik skiftet shortsene ud med lange bukser, og gik en tur langs promenaden, der var flankeret af palmer og flotte bede. Hvilket var i stor kontrast til dagen oppe i bjergene. Her var luksus, velklædte turister og smart caféliv. Det skulle vi selvfølgelig også prøve og nød kaffe med en lille avec, mens solen gik ned over Comosøen og bjergene bagved.
Rejsetidspunkt: september
BONUS-INFO: Ruten i området er fint afmærket og det er muligt at tage bussen op til Bregila, hvis du ikke har lejet bil. Stoppestedet er stort set lige overfor turens start, som er rigtig godt markeret med en skov af skilte.
/Helle