Sensommer ved Comosøen

Jeg er forelsket i Italien og fascinationen er ikke blevet mindre efter en lille uge med udsigt til Comosøen og den hypotetiske mulighed for at løbe ind i George Clooney. Jeg var sammen med to gode veninder fløjet til Milano, hvor vi havde lejet et styk meget lille hvid citroën (uden de store hestekræfter, skulle det vise sig senere). Derudover havde vi lejet et hus i den lille by Pianello del Lario. Huset lå lidt oppe af bjergsiden med en fabelagtig udsigt over søen og bjergene på den anden side.

Comosøen, bare navnet. I min bevidsthed var der noget fashionabelt og crooner lækkert over området, og mine forventninger blev ikke skuffet. Så snart vi havde forladt motorvejen ved Como, var vi landet i drømmeland. I det varme sensommer lys snoede vi os op langs kystens venstre bred, gennem små smukke byer i gyldne farver med blomsterkasser proppet med pelargonier i pink og dybt rød. Vi passerede overdådige villaer, der får Strandvejen, den nord for København, til at ligne et almindeligt parcelhuskvarter. De små byer havde havne-promenader flankeret af palmetræer, blomsterbede og caféer, hvorfra der var udsigt til bådtrafikken, der sejler på kryds og tværs af søen.

Nu var vi ikke taget til Como søen alene for at drikke kaffe med Clooney. Vi havde alle tre gået og glædet os til at komme ud og vandre i bjergene. Næste morgen vågnede vi til en diset dag, pakkede rygsækken og snørede støvlerne for at tage på vandretur. Den startede lige uden for vores hoveddør, og gik fra Pianello, nordpå i bjergene mod den nordlige ende af Comosøen og byen Dongo. Herfra kunne vi så enten sejle tilbage, hvis vi nåede den lille færge, eller tage bussen retur. Turen var afmærket, måske ikke så tydeligt i starten, hvilket medførte en enkelt detour eller to, men de sidste 40 minutter var skiltningen mere end i top.

Det var en rigtig dejlig tur uden de store strabadser, ikke alt for mange højdemeter op og ned, igennem et par små landsbyer og det meste af tiden med udsigt over søen. Da vi kom til Dongo efter en små tre timer, var disen ikke længere dis. Den var blevet til en let støvregn, som så blev til en ordentlig byge. Men vi var kommet frem i tørvejr, med tid til kaffe inden vi skulle sejle tilbage til Pianello. Så det var jo perfekt.

Det at det regnede gav mulighed for rigtig fine og stemningsfulde billeder af søen, gråt i gråt. Og det var bestemt også tilfældet næste dag. Himmel og jord stod i et, det var meget gråt, vådt og ekstremt blæsende. Vi bestemt os for at glemme alt om vandrestøvler og tog bilen ind til Como. Om ikke andet kunne vi jo få en god frokost og en god kop kaffe, og så håbe på opholdvejr bagefter.

Vores plan holdt heldigvis stik. Det var næsten tørvejr efter en dejlig frokost, og så var det tid til en tur rundt i Comos gader og ned til den lille havn. Det er en fin lille by med eksklusive butikker, små pladser og masser af restauranter og caféer. Kaffen blev nydt på “Vintage”, der er  en rigtig hyggelig jazz café, som jeg klart vil anbefale. På turen tilbage til Pianello skinnede solen blidt over søen og al den regn der var faldet her, lå nu som den fineste hvide sne på bjergenes toppe.

Heldigvis havde vejret fået raset af. De næste to dage var perfekte. En smuk knaldblå efterårs-himmel og temperaturer på en 20-24 grader. Shortsene var tilbage, og vi fik to dage med et par fantastiske ture. En til Refugio Menagio i 1400 meters højde og en som var et stykke af Via Dei Monti Lariani. Mere om dem i et kommende indlæg.

Selvom Pianello del Lario er en lille by, var det ikke svært at forstille sig, hvordan det summer af liv, når turistsæsonen er på sit højeste. Nu var der en hyggelig og mere stille stemning. Det er muligt at spise ude, for der er flere resturanter. Vi spiste blandt andet på “La Baia“, der lå helt ned til søens bred, og derfor havde en suveræn udsigt. Hvilket også kunne være overskriften for maden.

Så det bliver ikke farvel til området omkring Comosøen, men bestemt et arrivederci a presto!!

/Helle

Rejsetidspunkt: september