Emil og Mathias Fortæller…

Denne gang har vi et team på som gæstebloggere, nemlig klatremakkerne Emil og Mathias. I sommers tilbragte de tre uger i Alperne, hvor de blandt andet besteg Matterhorn (4478 m). Tekst og foto: Emil Meade og Mathias Pape.

Vejrudsigten varslede regn og torden om eftermiddagen, så vi prøvede at komme så tidligt af sted som muligt. Det gik flyvende forbi diverse vandrere og asiatiske turister. Vi kom til Abruzzi hytten (2338 m), hvor vi blev glædeligt modtaget af ”Mamma”, en stor smilende italiensk kvinde, som stod for hytten. Vi blev budt på æblejuice fra dalen og en sandwich, fik fortalt historier om tideligere bestigninger, og blev endnu engang gjort opmærksom den særlige dag vi havde valgt at påbegynde vores bestigning, nemlig på 150 års dagen for den italienske førstebestigning af bjerget. 3 dage efter den allerførste fra Schweiz-siden. Det var bestemt ikke sidste gang vi kom her, tænkte vi! Derfra fik vi alle de rute-tips vi kunne få brug for, og blev sendt af sted med kindkys og et stort smil! Bella Italia!

Der er noget i luften

Knap nok havde vi forladt hyttens terrasse, før vi stødte ind i en stor, svedende brite, som tydeligvis havde været på toppen denne morgen, og kunne berette at ruten var meget tør og at stegisen og økser ikke ville være nødvendige efter Carrel hytten, hvor vi skulle overnatte. Super godt! Det ville betyde mindre vægt i sækken på ruten, og mindre rod med at se klippen under sneen på de stejle stykker. Det var kun en lille time senere, at regnen begyndte at komme, og  torden kunne høres i dalen. Sigtbarheden svingede mellem at vi kunne se hytten på bjergryggen flere hundrede meter skråt over os til under 10 meter, når en stor lavthængende sky passerede bjerget. Nu havde vi lidt travlt!

Under en pause blev Emil ved med at holde sig for ørene og forsøgte at udligne overtrykket i ørerne. Normalt er trykforskellen i bjergene ikke et problem, da man bevæger sig så langsomt. at ens ører nemt kan følge med. Men denne gang lød det nærmest som om noget boblede i ørerne, så det var til hans store overraskelse da Mathias sagde, at han også kunne høre det og det skam ikke kom fra Emils hoved, men derimod fra hans isøkse på hans taske! Der var så meget elektricitet i luften, at den var begyndte at summe. Lidt bekymrede kom vi hurtigt videre og nåede Carrel hytten ved 14 tiden. Hytten er ubemandet, altså uden permanent bemanding til fx at lave mad, gøre rent mm. I stedet blev vi mødt af et hold østeuropæere, som gav os det samme blik, som vi havde fået så mange gange før. Det var klart vi ikke skulle komme i vejen og at vi bare var glade amatører.

Det tog vi nu ikke så tungt og efter en velfortjent lur og lidt billeder, blev der igen fyret op for brænderen, og ikke længe efter var der et enkelrets festmåltid uden opvask på bordet.

Et knald og fixede reb

Det sidste udstyr blev gjort klar, og Mathias gik ud for at tage de sidste billeder af ruten, mens der stadig var lys, til forhåbentligt at hjælpe os på vej næste morgen når alt stadig var mørkt. Han kom dog hurtigt tilbage ind i hytten, med et ret chokeret udtryk i ansigtet. Da han skulle have det sidste billede, kom han lidt for tæt på det metalgelænder, som går rundt om hele hytten, og et elektrisk stød var sprunget 20 cm og havde ramt ham på albuen med et lille knald og nok energi til at sende selv den mest rebelske tyr tilbage i indhegningen. Vi håbede helt bestemt på bedre vejr i nat!

Klokken var tre om natten. Vi fik handskerne på og satte af sted i god stil Alt gik flyvende og måske også lidt for godt de første 30 meter, indtil vi begge var stakåndede. Der var trods alt næsten 40 % mindre ilt her end ved havoverfladen, og opvarmning er ikke noget vi gør os i.  Matterhorn er kendt for svær rutenavigering, og beskrivelsen i guidebogen var også temmelig kringlet og ikke helt let at tyde. Det kombineret med at det stadig var nat og bælgmørkt,  gav os bestemt vores sag for med at finde vej.  De første hundrede meter gik dog let takket være de fixede reb, sat af guider til at gøre ruten mere tilgængelig for flere klienter. Men efter cirka 25 minutter forsvandt rebene midt på den meget brede, stejle og meget opbrudte bjergryg.

Toppen af Matterhorn

Vi forsøge at følge guidebogens meget løse beskrivelse, men vi kunne lige så godt have kastet en terning.  En halv time efter var vi kommet lidt for langt ned af siden på kammen, og Emil havde fundet en gammel sikring som så lovende ud. Så Mathias sikrede der fra, mens Emil traverserede ud i mørket på noget løst glat noget. Det så ikke godt ud! Men nu var det for sent at vende om. Fuck! Det her er bestemt ikke den rigtige vej, alt var løst , intet at sætte sikringer i og vejen tilbage ville ikke være nem. Men med megen banden og besvær gik det heldigvis, og via lidt off route klatring kom vi tilbage på sporet. En halvanden times klatring senere indhentede vi et af de hold, som havde forladt hytten i hvert fald én time før os. Nu var det bare at finde et sikkert sted at overhale. Det blev desværre måske ikke gjort helt i den bedste stil, men da vores kommunikation rimelig meget kun bestod af en tommelfinger op, måtte det jo gøre det, og vi kom nogenlunde smertefrit videre.

Kun et par hunderede meter fra toppen begyndte det at blive stejlt, og Mathias førte an da en rød helikopter kom susende forbi os. Vores første tanke var at der var sket en ulykke, og de var på udkig efter de forulykkede. Men da den anden, tredje og fjerde passerede os, blev det klart, at det ikke var redningstjenesten, men sightseeing turister fra Zermatt, som blev fløjet rundt om bjerget. Stilet! Vi kunne næsten se deres kamera-linser fra hvor vi stod. Desværre gjorde larmen kommunikation rigtigt svært over de lange reblængder.

Så skulle der ikke mere til, Vi var nået toppen. Den lange klippekam vi havde fulgt de sidste mange timer fladede ud og vi stod til sidst på toppen af Matterhorn/Monte Cervino! Med en næsten skyfri himmel var der ingen tvivl! Vi tog de obligatoriske top-billeder og delte selvfølgelig en pakke Toblerone for humorens skyld, mens vi, som ethvert andet barn i toppen af et træ, overvejede hvordan vi egentlig skulle komme ned igen…

BONUS-INFO: Du kan læse meget mere om Emil og Mathias og deres eventyr på Facebook-siden The Epic Adventures of Meade and Pape.