Anbefalinger, Bøger og film

Rejselitteratur: gode bøger om eventyr og rejser

boger12

Når vi ikke er ude og rejse, kan det være det næstbedste at læse om det. Ud over et stigende antal rigtig gode danske og udenlandske rejseblogs, findes der også masser af fantastisk rejselitteratur i bog-form. Vi snakker ikke om “Lonely Planet” eller “Turen går til…”, men bøger af forfattere der har grebet eventyret, rejst og oplevet. Her er vores bud på nogle gode bøger, der vækker rejselysten.

“Advarsel! God rejselitteratur kan forårsage akut rejsefeber!”

Vi vil løbende opdatere denne liste, når vi falder over noget der kan anbefales. Hvis du har læst en rejsebog, der ikke er kommet med på listen, men som i din optik virkelig mangler, så skriv gerne en kommentar…

 

Diverse rejselitteratur

  • “Hej Far Kære Emil” af Emil Midé Erichsen og Mikkel Beha Erichsen. Der er nok mange der har fulgt med i Havanas sejlads jorden rundt, når programmet “Kurs mod fjerne kyster” er blevet vist i fjernsynet. Denne samtalebog tager os lidt dybere, og består af samtaler og mail-korrespondancer mellem Emil og Mikkel.
  • “Logbog fra Wallenberg” af Mikkel Beha Erichsen. Havana er for en stund skiftet ud med Wallenberg, og turen går mod nord. Masser af eventyr og tanker om livet.
  • “Ud i skoven” af Bill Bryson. En klassiker indenfor rejselitteratur. To mænd og en vandretur på 3300 kilometer langs The Appalachian Trail på Amerikas østkyst.

rejselitteratur

  • “Wild” af Cheryl Strayed. Følg med Cheryl på hendes vandretur ad Stillehavsruten (Pacific Crest Trail) i USA, og hendes kamp for at forlige sig med hendes mors død.
  • “Kon-Tiki ekspeditionen” af Thor Heyerdahl. Den spændende beretning om den norske eventyrer Thor Heyerdahls rejse over Stillehavet i 1947. På en balsaflåde sejlede Heyerdahl og hans besætning 7000 kilometer fra Peru til Polynesien.
  • “Egne veje” af Robyn Davidson. I 1977 rejste Robyn på kamleryg gennem den australske ørken. Sand, aboriginals, fire kameler og en hund.
  • “Jeg har set verden begynde” og “Jeg har hørt et stjerneskud” af Carsten Jensen. Tag med Carsten Jensen ud for at opdage verden og sig selv.
  • “A fortune-teller told me” af Tiziano Terzani. En spådom i Hong Kong, fortæller italieneren Tiziano Terzani at han ikke burde flyve i det næste år. Det tager han som en udfordring, og rejser det næste år rundt i østen til fods, med båd, bus og tog.
  • “Øerne under vinden” af Troels Kløvedal. Sejlads i indonesiske farvande. Interesserer man sig for hvordan verden er skruet sammen og er nysgerrig på livet ombord på Nordkaperen, så er der noget at hente i alle Kløvedals bøger.
  • “Alle mine morgener på jorden” også af Troels Kløvedal. En meget fin selvbiografi, der blev hans sidste bog-udgivelse. En smuk hyldest til livet.
  • “Saltstien” af Raynor Winn. Livet slår en gevaldig kolbøtte, og Raynor Winn og hendes mand, der netop har fået konstateret en dødelig sygdom, mister alt. Med rygsækken pakket med alle deres ejendele, begiver de sig ud på en lang vandretur langs kysten i det sydvestlige England.
  • “I Merubjergets regnskygge – breve til min datter” af Natasha Illum Berg.
  • “Ad Ukendte Stier” af Sylvain Tesson.

   

Op i bjergene

  • “Mod verdens tag” af Jakob Urth. Der er dømt masser af eventyr, når Jakob Urth fortæller om sit liv og ikke mindst turen op på toppen af Mount Everest i 2018.
  • “Egotrip” af Rasmus Kragh. I 2019 blev Rasmus Kragh den første dansker, der uden at bruge kunstig ilt, nåede toppen af Mount Everest. Det var hans tredje forsøg.

 

Bøger om Grønland

Vi er ret pjattede med Grønland, og derfor står der en hel del bøger på reolen om netop denne destination. Skal vi udvælge et par stykker må det blive disse:

  • “Nordøstgrønland Ekspeditionen 2011”. Super lækker coffe table bog fyldt med billeder og tegninger fra en (som de selv skriver) “arktisk ekspedition båret af sejl, videnskab og kunst.” Du kan læse mere om Ekspeditionen på deres hjemmeside, hvor du blandt andet også kan se en trailer til filmen, der blev optaget samtidig. Den kan vi også varmt anbefale.
  • “Grønland – på oplevelse i kajak” af John Andersen. En mand der har sejlet hele vejen rundt om Grønland i kajak (dog ikke i et stræk), kan man kun have respekt for. John Andersen har udgivet flere bøger om sine ture, og “Grønland” er en af de flotteste. Fyldt med gode historier og lækre billeder.
  • “Farlig tomandsfærd” af Ejnar Mikkelsen. En fantastisk historie om Alabama-ekspeditionen i 1909-12. En ekspedition der ender med at Ejnar Mikkelsen og Iver P. Iversen tilbringer to år i Nordøstgrønland. Fra den gang hvor der var “rigtige mænd” til…
  • “Den store slæderejse” af Knud Rasmussen. Tag med den berømte polarforsker ud på eventyr. Denne bog handler om den femte Thuleekspedition (1921-24) – verdens længste rejse på hundeslæde. Fra Hudson Bay i det nordøstlige Canada til Alaska. En tur på cirka 18.000 kilometer.

Bøger om Grønland

 

Lidt udenfor kategori

  • “Atlas over afsidesliggende øer” af Judith Schalansky. Spændende tekster og flotte illustrationer om “Halvtreds øer, som jeg aldrig har været på og aldrig vil komme til”, som også er bogens undertitel. Læs evt. mere her.