Anbefalinger, Mad og drikke

Harris Distillery: Gin mens vi venter

Heb6

Kan man godt lide whisky, altså single malt whisky, så kan man ikke komme udenom Skotland. Desværre er der ikke noget destilleri på De Ydre Hebrider. Eller det vil sige, at det var der ikke før oktober 2015. Vi havde ikke hørt om det, så vi blev glædeligt overraskede. Da en whisky skal have lagret på egetræsfade i mindst tre år for at kalde sig Skotsk Whisky, var der dog ikke noget klar endnu. I mellemtiden kan man så nyde den gin (Isle of Harris Gin), de også producerer.

Gin to go

Destilleriet, Isle of Harris Distillers Ltd, ligger ved havnen i byen Tarbert på øen Harris, og det er moderne, lækkert og gennemført lavet. Der er selvfølgelig en butik, hvor man blandt andet kan købe den føromtalte gin, men her er også en lille café med et lille, men lækkert menukort. Her kan du købe et glas gin (evt. med tonic), så du kan smage, inden du beslutter dig for, om du skal købe en flaske med hjem. Vi smagte og vi købte…

gin

Det er også muligt at komme på en guidet rundtur, og se hvordan tingene forgår bag dørene. Det er dog en god idé at bestille plads først, da det er meget populært. Da vi ikke engang vidste at destilleriet fandes, havde vi selvfølgelig ikke booket. Men det vil vi helt sikkert gøre, hvis/når vi skal på de kanter igen.

Opdateret! Der findes faktisk et andet lille destilleri på De Ydre Hebrider. Det hedder Abhainn Dearg Distillery, blev grundlagt i 2008, og ligger på Isle of Lewis. Tak til Flemming Gerhardt-Pedersen fra Dansk Maltwhisky Akademi for det indspark.

BONUS-INFO: Whiskyen kommer til at hedde The Hearach, der er det gæliske ord for en indbygger på Harris. De første flasker kan komme til salg omkring 2019/2020, men de vil ikke lægge sig fast på noget. De vil nemlig ikke frigive de gyldne dråber, før de kan stå 100% inde for slutproduktet. Vi venter i spænding…