I skovens dybe stille ro

Vi er taget til Rold skov og Rebild bakker for at nyde naturen og foråret. For der er så dejligt ude på landet, især om foråret når bøgen lige er sprunget ud. Alt står sitrende og så lysegrønt at det næsten gør ondt.

Skovbunden er et blødt grønt tæppe af frisk skovsyre og anemoner, der kun brydes af deres små fine hvide blomster. Bøgeskoven føles næsten som en katedral, lige i de dage hvor den er nyudsprunget. De høje, slanke bøgestammer og sollyset der filtreres højt oppe fra gennem bøgetræernes tynde grønne blade. Det giver en helt særlig fornemmelsen af ro at vandre gennem skoven præcis nu i det tidlige forår.

Fuglefløjt og ræveglam

Helt stille er der ikke, der er et kvidrende liv af fugle fra tidlig morgen til solen går ned. Fuglene står rigtig tidligt op, men at blive vækket i det første grå morgenlys i sin lune sovepose og lytte til fuglenes morgensang er skønt. Og så langsomt “drifte” tilbage til drømmeland er ren luksus – og man sover godt her i skovens dybe, stille ro, hvor kun et par ræveglam bryder natten.

Landskabet skifter hele tiden. Bøgeskov, mørke graner, hedelandskab. Her er det fårene der passer på, at heden ikke springer i skov. Her må også være fint i efteråret, når den rødbrune lyng blomstrer og forvandler bakkerne til tæpper af lilla. Nu står den i kontrast til de meget grønne bøge i skovbrynet, der hvor heden møder skoven. Af og til brydes det grønne skovbryn af hvidt. Vilde æble- og kirsebærtræer der sender snebyger af hvide kronblade ud over markerne, der er oversået med gravhøje.

Frisk luft og højt til himlen

Der hviler en uforstyrrethed og noget oprindeligt over landskabet. Masser af frisk luft, højt til himlen, sol og i Rebilds bakker er der smukke udsigter over blomstrende rapsmarker, lange kig ud til horisonten og med en enkelt stor rovfugl svævende højt over bakkerne. Her er mange kilder, hvor det rene grundvand fosser ud. Det er lige til at drikke, iskoldt og friskt. Det er med til at give oplevelsen af at være rigtig tæt på natur og ude hvor man skal klare sig selv.

Vi finder et lunt sving lige efter Troldeskoven. Solen brager ned, her er læ og et lille firben soler sig på en træstamme. Det perfekte sted at nyde solen, og det bliver til mere end en kop te der i skovbrynet med udsigt over den store lysning og ned til skoven på den anden side.

At vandre to, stille, snakkende, gennem skoven. At spotte harerne, spætter, se på alle de travle små fugle der piler gennem alt det grønne. At sidde i solnedgangen, lade roen falde helt på en – mærke og forlige sig med roen og at tiden i skoven ikke har travlt. Den strækker sig og får tankerne til at falde til ro. At sidde helt stille, og vente på at dampen fra gryden på brænderen stiger op, annoncerer at vandet koger, og det er tid til en kop varm te. At tage ud, ud i naturen, i skovens dybe, stille ro, kan anbefales på det varmeste.