Europa, Små og store eventyr, Spanien

Pico de las Nieves

Nieves

Det blev en lang tur på fjeldet, som man siger her i Skandinavien. Hvad man siger på spansk, ved jeg ikke. Vi var i hvert fald ude hele dagen. Tidligt af sted – og uden kaffe i La Culata. For vores tur op til Pico de las Nieves, Gran Canarias højeste punkt, startede i vores egen baghave.

Tidligt på toptur

Vi startede med at gå mod Degollada de la Cumbre, hvilket vil sig at formiddagen gik med at gå opad. Men hvad gør det, når man har gode ben og landskabet viser sig fra sin allermest flatterende side. Stien var smal og ikke en af de allermest befærdede og bjergsiderne stod i fuldt flor. Det var så dejligt at gå i den tidlige morgen med blomsterdufte i næsen.

GC32

Da vi havde klaret opstigningen, fulgte vi stort set en højdekurve, mens vi gik mod Llanos de la Pez. Vi blev undervejs belønnet med helt utrolige udsigter ud til både Rouqe Nublo og Roque Bentayga. Derefter satte vi kurs mod Cruz Grande, indtil vi kom til et skilt, der pegede mod Pico de las Nieves.

De sidste kilometer til toppen fulgte vi en rigtig god sti, der bugtede sig  gennem granskov og lave buske i gule farver. Når vi kiggede bagud, kunne vi se vores daglige pejlemærke, Roque Nublo, der stak op over det grønne tæppe af grantræer. Da vi nærmede os toppen, besluttede vi os for at spise frokost, inden vi kom helt frem. Vi ville nyde udsigten i fred og ro, inden vi ramte “turist-sporet” igen.

 GC41  GC42

“Toppen” består (selvfølgelig) af en parkeringsplads, der også fungerer som udsigtpunkt og en bil der er en kiosk. Der ligger også en stor militær installation, hvor der er adgang forbudt.

Bag kiosk-bilen kunne man komme endnu tættere på spidsen af Gran Canaria, der er 1949 meter over havet. Vi gik så langt op som vi kunne, og selv om man godt kan gå forbi “afspærringerne”, så behøvede vi ikke at gå længere. Toppen var nået, og selv på en dag med skyer var der en forrygende udsigt.

Pico de las Nieves

En hemmelig top

Tilbageturen startede med at vi gik ned hvor vi kom op. Retur af samme sti, det første stykke indtil vi kom ud til det store sti-knudepunktet. Inden vi kom dertil ville vi passere tæt forbi, Pico del Campanario, der med sine 1917 meter var næsten lige så høj. Den er ikke så besøgt, da stien ikke er opmærket. Ja, den var faktisk slet ikke nævnt på vores kort. Nogle små varder viste vej, og Toni havde åbenbart så meget energi at han også ville op på den top, så der løb han lige op, mens Helle nød en pause i skovens dybe stille ro.

Ved sti-knudepunktet gik vi mod Roque Nublo, så vi kunne komme frem til La Goleta. Lad os sige det med det samme, ruten byder på nogle fantastiske udkig, men specielt den sidste halvdel af strækningen er lettere udfordrende med nogle ret stejle passager. Smukt var det dog, og mens vi gik langs bjergkammen, med svalerne susende om ørerne, begyndte solen at kigge frem bag skyerne.

GC40

Vel ankomne til La Goleta, holdt vi en kort pause, inden vi gik videre ned til La Culata, hvor vi kunne nyde en velfortjent øl på den lokale, mens solen forsvandt bag et bjerg. Gran Canarias højeste punkt var besejret. En uges ferie var ved at være slut og vi havde nået alle toppene i området. Mission accomplished! Olé!

Rejsetidspunkt: april

Vi medbragte:

Rother Walking Guide – Gran Canaria

Vandrekort, Gran Canaria, Kompass (1:50.000)