Santa Teresa: Blandt bananer, bikinier og brølaber

Vamos a la playa

Vi havde bestemt os for at slutte turen i Costa Rica af med “rigtig ferie”. Derfor tog vi ud til den lille surfer-by, Santa Teresa. Tid til at slappe helt af, læse bøger og bade i Stillehavets bølger. Indbegrebet af Pura Vida!

Vi har booket seks nætter på Canaima Chill House, der ligger 400 meter oppe ad en lille grusvej. Efter en lang tur på cirka syv timer fra La Fortuna med “gringo-bus” og færge, er vi fremme. Vi skynder os at checke ind, og så er vi klar til at gå på stranden. Det er tid til at få sand mellem tæerne igen. Ned ad grusvejen, som er ret stejl, over den støvede vej som er den eneste vej langs kysten, og ned ad den smalle sti ned til stranden. To minutter senere står vi på Playa Santa Teresa, med fødderne i Stillehavet.

Det er en helt betagende flot strand, og efter den lange køretur er det dejligt at slentre hen ad stranden i det sene eftermiddagslys. Bare lade varmen og lyden af bølgerne krybe helt ind under huden. Timingen er perfekt. Da solnedgangen nærmer sig, er vi lige ved strand-bar/restauranten Habanero, hvor vi får pladser på første parket. Udsigt til pelikaner og fregatfugle der svæver rundt ude over Stillehavet, mens havet skifter fra blåt til gyldent. En absolut storslået solnedgang.

Bali Beach Deli

Santa Teresa er engentlig ikke en by, men spredte bebyggelser, mere eller mindre byagtige, langs den vej, der kører langs kysten på Nicoya halvøen. Her er restauranter, surf-butikker og nogle små supermarkeder der afløses af jungle på den ene side og med glimtvise kik ned til havet på den anden side. Der er også mange små steder, hvor man kan købe juice, sandwich og så videre. Vi falder for Bali Beach Deli, hvor de serverer nogle utrolig lækre smoothies. Super betjening fra det altid glade personale.

Får du lyst til en burger, vil vi anbefale Burger Rancho. Lækker mad, god betjening og hvem kan ikke lide en restaurant, der spiller Police. Den billigste måde at spise på, er ved at besøge den lokale soda. Det er små familie-drevne restauranter, der serverer traditionelle retter. Det er utroligt lækkert. Krydret bønnemos serveret med bananfritter er svært at blive træt af.

Nye naboer

Canaima Chill House ligger med jungle både i for -og baghaven, og en eftermiddag får vi nye naboer. En flok på 10-12 brølaber flytter ind i et træ, lige ud for vores altan. Det er sjovt at følge med i abe-familiens liv. Lidt som at se live reality TV, bare med dyr.

Den store hanabe har et noget anstrengt forhold til knallerter. Hver gang en knallert kører forbi på vejen, får den lige en brølabe-svada med på vejen. Men ellers er vi ret glade for de nye naboer.

Dagen efter er de væk igen. Det var en kæmpe oplevelse at have en flok brølaber som naboer i et døgns tid, og vi er ret sikre på, at det var Attenborough-genet, der slog til igen.

Turtle Power!

Den nok største oplevelse på hele turen får vi, da vi en morgen er ude på slentretur langs stranden. Et kuld olivenfarvede Ridleyskildpadder (Lepidochelys olivacea) er på vej op af sandet. Efter at have ligget 1-2 måneder i sandet, er æggene nu klækket og de små skildpadder stikker hovederne frem.

Derefter myldrer de ned mod vandet. Vi skiftevis tager billeder af dem og smiler fjollet til et par andre turister, der også har opdaget, hvad der sker. Ingen af os kan vist helt fatte, at det sker lige nu lige her. Vi er nødt til at knibe os i armene igen og igen, for at være sikre på at vi ikke bare drømmer.

Man regner med, at kun 1-2 ud af 1000 havskildpadder overlever, indtil de er kønsmodne. Vi krydser fingre for “vores” kuld, og ønsker dem et langt og lykkeligt liv. Nu blev de i hvert fald ikke spist af fugle på vej mod havet.

Havet bliver til guld

Vi vender lige tilbage til det med solnedgangene. Hver aften går solen ned ved  Stillehavskysten. Hver aften sidder vi klar på stranden, og venter på at solen dekorerer himlen i de mest fantastiske farver, og havet bliver til guld. Vi bliver siddende lige lidt længere, for mørket kommer hurtigt, og giver plads til en dybsort tropehimmel, der er oversået med de klareste stjerner. Det skal vi også lige have med.

Vores eventyr er ved at være slut. Vi forlader Santa Teresa tidligt om morgenen, og sætter kurs mod Alajuela, hvorfra vi skal flyve næste morgen. Igen bumler vi ud ad hullede veje med Interbus. Denne gang til lyden af Kenny Loggins der synger “Danger Zone”…

Pura Vida! 

Rejsetidspunkt: januar

BONUS-INFO: Fra Santa Teresa er der cirka 550 kilometer ud til øen Isla del Coco, der er en stor national-park. Det er her nogle af scenerne fra filmen Jurassic Park er optaget. Flere hævder også at det var Isla del Coco, der var inspiration for Robert Lewis Stevenson, da han skrev “Skatteøen”, og man mener at flere skatte (stadig) er gemt på øen.