Bøger og film, Grønland

Vidunderlige Vestgrønland

vidunderlige vestgrønland

Boganmeldelse. Anmeldereksemplar fra Muusman Forlag.

Polarforskeren og eventyreren John Andersen har nu endnu en bog om Grønland på samvittigheden. En del af de tidligere udgivelser står allerede i vores bogreol, og har taget mig med til eventyrlige Grønland flere gange. I denne udgivelse handler det om Vidunderlige Vestgrønland.

Vestgrønland i kajak

Over 217 sider tages vi med langs Grønlands vestkyst fra Kap Farvel i syd til den lille, nu nedlagte bygd Etah i nord. I alt cirka 4000 kilometers eventyr og ekspeditioner i kajak foretaget over en periode på omkring 50 år.

Der bor cirka 56.500 mennesker i Grønland, heraf bor omkring 85 procent af dem i landets 17 byer, resten bor i de omkring 55 små bygder. Bogen er inddelt i ti kapitler, der hver dækker rejserne mellem de store byer på vestkysten. Fra Kap Farvel til Nanortalik, Nanortalik til Narsaq og så videre nordpå. 

Det er især mødet med befolkningen i de små bygder, der betyder noget for John Andersen. Der er derfor en rigtig god blanding af kajak-eventyr og fine historier om oplevelser og møder med grønlænderne langs vestkysten. Et indblik i de små samfund, hvor udviklingen i dag banker på og truer med lukning.

vidunderlige vestgrønland  

50 års kajak-eventyr

Trænger du til at komme ud på arktiske eventyr, så vil jeg hermed anbefale denne nye udgivelse fra John Andersen. Og det er uanset, om det er som inspiration til en kommende tur til Grønland eller bare til nogle hyggelige timer i sofaen.

Vidunderlige Vestgrønland er fyldt med billeder af den storslåede natur og mennesker fra et halvt århundredes eventyr. Eneste anke er, at der næsten er for mange billeder i bogen, så nogle af dem bliver meget små. Den grønlandske natur fortjener store billeder.

Det er også sjovt at se, hvordan udstyret forandrer sig over de mange år – og det gælder både kajakker, telte og tøj. 50 års udvikling af materialer og design bliver helt automatisk vist frem, som årene går.

afoot i Grønland

Vi har flere gange haft fornøjelsen af at besøge Grønland, og det har været en kæmpe oplevelse hver gang. Et af de helt store trækplastre er naturen, der er fuldstændig magisk – uanset om det er sommer eller vinter.

Grønland er helt fantastisk. Vi har de sidste par år snakket mere og mere om, at det snart må være på tide, at pakke rygsækkene og tage nordpå igen.

Jeg har vandret det 160 kilometer lange Arctic Circle Trail fra Kangerlussuaq til Sisimiut, og sammen har vi blandt andet vandret langs isfjorden ved Ilulissat og været på tur med hundeslæde ved Sisimiut, hvor Helle mødte denne lille bandit, og der var dømt topkarakterer på nuttetheds-skalaen.

Vestgrønland

Lidt om John Andersen

John Andersen er født i 1943, og har rejst i Grønland siden 1960’erne. I 1971 var han med på den første danske krydsning af indlandsisen. John Andersen er især kendt for sine kajakekspeditioner i Grønland, men har også været på flere eventyr på motorcykel i blandt andet Sydamerika og langs Silkevejen. 

Han er uddannet tømrer og arkitekt, har undervist på Kunstakademiets Arkitektskole og er medlem af Eventyrernes Klub, hvor han også har været formand.

Vi har tidligere været til foredrag med John Andersen, der er en meget levende fortæller. Det er spændende og kan klart anbefales. Du kan finde mere info om John Andersen og hans bøger og foredrag på denne side.

BONUS-INFO: Vi var inviteret med til bogreception på “Vidunderlige Vestgrønland”, et arrangement der blev holdt i Eventyrernes Klub i Nyhavn. Det var en virkelig fin oplevelse at opleve de gamle klub-lokaler, der oser langt væk af eventyr og røverhistorier.

/ Toni