Bøger og film

Hverdagseventyr

Hverdagseventyr

Boganmeldelse. Anmeldereksemplar fra Muusmann Forlag.

Muusmann Forlag fortsætter med at udgive bøger, der skal få os ud i naturen. Seneste skud på stammen er “Hverdagseventyr – Friluftsliv og eventyr året rundt” af Mette Arleth, som netop er udkommet.

Del et, som fylder det meste af bogen, hedder “Eventyret”, mens den andel del af bogen hedder “Gear, grej og gode råd”. Og over 208 sider kommer vi godt rundt om det at tage på hverdagseventyr i naturen.

Hverdagseventyr

Eventyrtid i hverdagen

I “Eventyret” bliver vi introduceret for begrebet “hverdagseventyr”, der er i familie med det engelske ord “microadventures”. Et begreb den britiske eventyrer og forfatter Alastair Humphreys har været med til at udbrede. Det betyder helt enkle, korte, udendørs eventyr, hvor alle kan være med. Mette Arleths hverdagseventyr er fra fyraften til hun skal møde på arbejde næste morgen.

Vi får en masse eksempler på hverdagseventyr, og små historier fra turene. De fleste af turene er med Mettes faste vandremakker, Karen. I de sidste seks år har de været på hverdagseventyr sammen en gang om måneden året rundt. Det er deres eventyrtid, hvor de prøver noget nyt eller besøger nye steder. Altid med den gode oplevelse som førsteprioritet. Hverdagseventyr

I “Gear, grej og gode råd” bliver vi blandt andet præsenteret for hvilket udstyr, der skal med på tur (der er også et forslag til en pakkeliste), hvordan man laver et bål og hvordan man finder et sted at overnatte. Der er også et kapitel der hedder “Opfør dig ordentligt!”. Her får vi en gennemgang af hvad man må i den danske natur, og Mettes bud på god friluftskultur.

Masser af inspiration

Bogen er fyldt med inspiration til at lade sofaen være alene hjemme, mens du tager ud på eventyr. Det kan være alene eller sammen med andre. Det kan være et par timer, eller det kan være med overnatning. Der er mange muligheder, og kun fantasien sætter grænsen. 

Da Mette Arleth bor i Nordjylland, er de fleste af eksemplerne i bogen fra hendes ture i den del af Danmark. Men det er fint som inspiration, og skove, søer og så videre har vi jo over hele landet.

Glæden ved at færdes i naturen skinner tydeligt igennem, uanset om det er alene, med familie eller venner – og med eller uden bivibag. Jeg er i hvert fald godt underholdt af alle de små historier fra det nordjyske, når Mette tager på tur. Og ud over at vi deler glæden ved at være ude, fandt jeg også ud af, at vi begge er glade for kanelgifler…

 Hverdagseventyr Hverdagseventyr

Ud under åben himmel

Jeg kan i høj grad anbefale hverdagseventyr, microadventures eller hvad du nu kalder det – kært barn har mange navne. I sommers pakkede vi selv grejet og tog på et lille mikroeventyr. Der var dømt Cowboy camping under Mælkevejen, da vi overnattede på stranden i Nekseløbugten. Det var en super oplevelse!

I det hele taget har vi også prøvet at komme mere ud i år. Så har vi pakket brænderen, fundet et godt sted og varmet vand til en omgang frysetørret aftensmad eller en god kop te.

Det der med at komme udenfor, kan jeg fuldt ud stå inde for. Og hvis du mangler inspiration til at komme i gang med det, så kan jeg hermed anbefale bogen “Hverdagseventyr”

BONUS-INFO: Du kan læse mere om Mettes hverdagseventyr på bloggen Mette og Karen på tur.

/Toni