Rejseguide

Rejseguide – vandreruten GR221 på Mallorca

RejseguideGR221

Vandreruten GR221 langs Tramuntana bjergkæden på Mallorca er en utrolig flot og afvekslende vandretur. Vi gik fra nord til syd, men turen kan sagtens gøres begge veje. Her er vores guide til alt det praktiske, når man bestemmer sig for en uge med tapas, storslået natur og vandrestøvler.

Fra Palma lufthavn tog vi bus nummer 1 ind til Palma. Den kører cirka hvert kvarter. Fra busstationen i Palma tog vi bus nummer 340 til Pollenca, hvilket tog en times tid. I Pollenca boede vi på Refugi Pont Roma, der meget praktisk ligger lige der, hvor vandreruten starter.

GR221 etape 1: Pollenca – Lluc (ca. 17 kilometer)

I Lluc boede vi på Refugi Son Amer. Refugiet ligger i udkanten af byen, med flot udsigt over Lluc klosteret. Kommer du fra Pollenca, vil du komme frem til refugiet inden du kommer ned i byen. Eller byen er måske så meget sagt, for det er klostret der er hovedattraktionen, og derudover er der kun et par  restauranter.

GR221 etape 2: Lluc – Font des Noguer (ca. 15 kilometer)

Refugiet Tossals Verds var under renovering, derfor kunne vi ikke overnatte der. Vi valgte derfor at gå til Font des Noguer, hvorfra vi så tog en taxa retur til Lluc. Tossals Verds er nu åbent igen, og ud fra billederne at bedømme, så ser det rigtig hyggeligt ud.

GR221 etape 3: Font des Noguer – Port de Sollér (ca. 20 kilometer)

Inden du kommer til Port de Sollér, kommer du til den større by Sollér, hvor det vrimler med butikker og restauranter. Vi kan anbefale at gå forbi en af de små købmænd, købe lidt ost, pølse og brød og se på livet på byens torv, Plaza de la Constitución. Refugi De Muleta ligger højt og med udsigt ned til havne- og turistbyen Port de Sollér. Her bor man på en stor fælles-sovesal. Hvis du går ned til Port de Sollér, er der masser af restauranter.

GR221

GR221 etape 4: Port de Sollér – Deiá (ca. 10 kilometer)

Det sidste refugie på turen hed Refugi Can Boi, og ligger stort set midt i den lille bjergby Deiá. Her er et stort udvalg af restauranter og butikker. Vi vil anbefale en god gang tapas på El Barrigon Xelini.

GR221 etape 5: Deiá – Valldemossa (ca. 10 kilometer)

Vi havde brugt for lang tid på den første del af turen, så vi blev nødt til at tage bussen fra Valldemosa til Esporles, hvor vi havde booket et værelse på Hostal D’Esporles. Det er super hyggeligt med refugierne og alle de andre vandrere, men det er nu også dejligt at have sit eget værelse.

GR221 etape 6: Esporles – Estellencs (ca. 14 kilometer)

Estellencs er en meget lille by, med en håndfuld spisesteder og hoteller. Vi boede på Sa Plana Petit Hotel, der er et lille hotel i utrolig smukke omgivelser. Vi blev budt på lokal vin og morgenmaden blev serveret udendørs.

Mallorca

Fra Estellencs tog vi bus nummer 200 til Palma, hvor vi tilbragte eftermiddagen, inden vi igen tog mod lufthavnen og Danmark.

Du kan læse meget mere om turen og finde links videre til korte gennemgange af de forskellige etaper i indlægget GR221 – Mallorca på langs, hvor der også er flere billeder.

Rejsetidspunkt: slut april (2014)

BONUS-INFO:

  • Specielt de nordlige etaper er rigtig godt markeret. Medbring dog ALTID kort over ruten. Vi havde tre kort med. Tramuntana Syd, Central og Nord. Alle fra Editorial Alpina, 1:25.000. Derudover havde vi også medbragt den lille røde “Rother Walking Guide: Mallorca – The finest coastal and mountain walks”.
  • Refugierne skal bookes inden du tager af sted, da de ellers er helt fyldt. Her er et link til en oversigt over refugierne, hvor der også kan bookes pladser.
  • Der er en rigtig god idé at holde sig opdateret om selve ruten på hjemmesiden GR221.info, inden du tager af sted.
  • Link til busser og anden offentlig transport finder du hos Transport Public de Mallorca.