Fem Gode Grunde: Costa Rica
Costa Rica er et utrolig dejligt land at rejse rundt i. Vi oplevede rigtig meget, og kunne sagtens have brugt et par uger mere. Her giver vi fem rigtig gode grunde til at besøge det lille mellemamerikanske land, der ligger mellem Nicaragua og Panama.
Dyrelivet
En af grundene til at vi valgte at tage til Costa Rica, var det fantastiske dyreliv. Og vi blev på ingen måder skuffede. Allerede på vores første dag, hvor vi var taget til Manuel Antonio Nationalpark, så vi dovendyr, egernaber, kapucineraber og en masse andre dyr.
Den nok største oplevelse fik vi, da vi så små Ridley skildpaddeunger på stranden i Santa Teresa. En morgentur langs stranden og pludselig vrimlede det med små skildpadder. Santa Teresa bød også på en anden af de helt store dyreoplevelser, da en flok brølaber slog sig ned i et træ lige ud for vores altan, og blev der en dags tid.
Strandene langs Stillehavet
De lange, brede sandstrande indbyder til at slentre af sted i vandkanten, mens flokke af brune pelikaner flyver forbi. Vandet er varmt, og Stillehavets bølger er klar til leg. Uanset om du skal hoppe rundt i bølgerne eller sidder på dit surfbræt og venter på den perfekte bølge. Når dagen går på hæld, tager de utrolig smukke solnedgange over, og farver sand og vand i de dejligste gyldne farver.
Pura Vida!
Pura Vida betyder meget løst oversat “slap af og nyd livet”. Det er ikke svært, for de lokale (Ticos) er utrolig søde og hjælpsomme. Så du kan bare nyde vejret, naturen, stranden eller hvad du nu ønsker.
Costa Rica ligger da også nummer et på The Happy Planet Index 2016 (pdf). Det er et fredeligt land, og siden borgerkrigen i 1948 har der ikke været en hær. Pengene bruges i stedet på uddannelse og sundhed.
Naturen generelt
Vi elsker at komme ud, og Costa Rica har simpelthen så meget at byde på, når det kommer til natur. Vi har allerede nævnt stranden, men også regnskovene, tågeskovene og vulkanerne er værd at nævne. Der er 112 vulkaner i Costa Rica, hvoraf 10 af dem stadig er aktive.
Den aktive vulkan, Arenal, er ofte dækket af skyer. Når skyerne letter og man kan se hele keglen, er det bare med at nyde synet. Det sker nemlig ikke hver dag. Vi gik op på toppen af den inaktive vulkan, Cerro Chato, der ligger lige ved siden af. Et virkelig fantastisk vandretur. Da vi nåede toppen, var der fuld udsigt til toppen af Arenal vulkanen. Så bliver det ikke meget bedre…
Habanero Beachfront Bar
Kommer du til Santa Teresa, så må du ikke snyde dig selv for en tur på strandbaren Habanero. Kom sidst på eftermiddagen, find et bord, bestil en Habanero Vice (halv Pina Colada og halv Strawberry Daiquiri) og nyd den smukke solnedgang. Det må simpelthen være essensen af Pura Vida!
Rejsetidspunkt: januar
Mange gode grunner til å besøke Costa Rica! Jeg har ikke tilbrakt så mange dager i landet, men fikk opplevd natur og dyreliv i innlandet. Hvis jeg skal tilbake til landet en gang, vil jeg veldig gjerne til kysten. Alle deres flotte innlegg derfra er jo som skapt til å trigge reiselysten 🙂
Tak for ordene, Marianne. Ja, trænger man til lidt afslapning, så er byerne langs kysten et sandt paradis. Og smukt er der 🙂 Her kan man komme helt ned i gear. Pura Vida!
Jeg gad godt tilbage og opleve Costa Rica igen! Har stadig optur over, at vi så et dovendyr tilbage i 2012 😛 Men altså, det er jo ikke nok bare at have set ét dovendyr med sin unge. Mere vil have mere, og jeg vil altså gerne tilbage og opleve endnu mere af Costa Rica 😀
Tak for din kommentar, Laura. Man vil ALTID have flere dovendyr 😉 Vi fik ikke set den lille frø, der ellers er på halvdelen af alle souvenirs fra Costa Rica. Så vi bliver nok også nødt til at komme tilbage på et tidspunkt… 😀
Uhh ville gerne opleve Costa Rica og jeres billeder, dette indlæg og de tidligere fra landet, har ikke gjort rejselysten mindre 😉 Så tak for super inspiration, lækre billeder og gode tips.
De der skildpadde unger, dem kan jeg altså ikke stå for.
/Annette
Tak for de pæne ord, Annette. Costa Rica var også en rigtig dejlig oplevelse 🙂 Ja, det blev en noget anden morgentur langs stranden, end vi havde regnet med, da det pludselig væltede op med mini-turtles. Men vi klager ikke… 😉
Velbekomme de er da så fortjent. Uhh det må have været en fantastisk morgen 🙂
/Annette