Forza Napoli

Vi ankommer med toget til Napoli, og middagsheden ligger som en trykkende dyne over byen. Smok, mylder og højlydte diskussioner i taxa-køen. Skubben og masen i en by der fra første færd, viser sit kaotiske ansigt frem. Vi bestemmer os for at tage en taxa, selvom der ikke er så langt til hotellet. Det er alt for varmt at trave gennem byen med fuld oppakning. 

Efter ti stille og skønne dage på Amalfikysten, hvor vi boede tæt på havet, bjergene og roen i Minori, er det noget af en omvæltning at lande i denne heksekedel.  

Ankomst til en by der summer

Taxaturen giver os et hurtigt førstehåndsindtryk af denne pulserende, slidte og beskidte by, med et væld af smalle gader. Så smalle at taxaen til sidst må give fortabt. Vi bliver sat af på Piazza San Domenico Maggiore, og peget i retningen af vores hotel, Santa Chiara Boutique Hotel.

Da vi efter lidt gåen frem og tilbage endelig får øje på husnummeret ved en fem meter høj port, med en lille dør i, får vi en rigtig “riad-oplevelse”. Fra den larmende og livlige gade, er vi nu landet i en stille gård med buegange i fem etager, der alle er fyldt med potteplanter af enhver art og størrelse.

Hotellet er fantastisk og med den mest unikke tagterrasse. Herfra er der udsigt udover alle byens tage, ud til Vesuv og udover hele Napolibugten. Ikke et dårligt sted at sidde i skumringen og nyde byens lys med et glas bobler, skulle vi hilse og sige.

Selvom det allerførste indtryk af byen var lige ved at tage pusten fra os, skulle der ikke andet end en enkelt gåtur til, efter at rygsækkene var var blevet dumpet på hotellet, så var vi solgt. Det er en virkelig charmerende by. I hvert fald den gamle bydel, som var det eneste område, vi nåede at besøge.

Her er fuld af liv, caféer, barer, street art og butikker der udelukkende sælger tarallo. En napolitansk specialitet, der blandt andet spises til øl og drinks. En slags salt vaniljekrans med fyld af enten oliven, saltmandler eller soltørret tomat. De er virkelig gode.

Pizzatime

When in Napoli – skal man jo have pizza. Det er jo her den er opfundet, siges det. Vi spurgte på hotellet og fik et tips til en helt unik pizzarestaurant. På vejen dertil kom vi forbi verdens første pizzeria, der åbnede i 1830, og stadig er åbent. Har var køen meget lang og fyldt med turister. Vi måtte længere ned af gaden.

Di Matteo Pizzeria ser ikke ud af meget ved første øjekast. I gadeplan har man udsigt til den store træfyrede pizzaovn, hvor man kan få pizza “to go”. Men man kan også sidde ned på anden sal i ret ydmyge lokaler. Enkle, hvide vægge, voksdug og ikke så meget mere pjank. Pizzaerne var nogle af de bedste nogensinde, og vi har efterhånden fået en del pizza i Italien.

Der var stuvende fuldt, mange studerende og tjenerne havde ekstra travlt. For ud over at skulle passe butikken, var de også nødt til at følge med i den vigtige fodboldkamp, hvor Napoli spillede på udebane mod Leicester i Europa League. En kamp der i øvrigt endt 2-2, da Napoli til stor jubel udlignede i 87. minut.

Maradona

Og når vi nu er kommet ind på det med fodbold og Napoli, er det ikke til at komme uden om den argentinske fodboldspiller Diego Maradona (1960 – 2020). Det til trods for at det er 30 år siden, han spillede i S.S.C Napoli. Men hvis ordet “legende” skal bruges om nogen, er han et oplagt valg, og napolitanerne elsker ham.

Han fylder stadig i byens historie og i selve bybilledet. Som grafitti ikon, på mur-malerier, på barerne, i fodbold-butikkerne hvor man selvfølgelig stadig kan købe nr. 10 og i de små turistkiosker, hvor der er proppet med Maradona-lir; magneter, figurer, halstørklæder og meget andet godt.

Se Napoli og dø

Napoli gjorde fra første sekund et eftertrykkeligt indtryk på os. Vi blev ganske betagede af byen, og må bestemt tilbage. Der var så meget, vi ikke så, og vi fik slet ikke tid til at tage byen ind på vores sædvanlige langsomme måde.

To af de ting vi dog nåede, var at besøge vulkanen Vesuv og byen Pompei, der blev begravet i lava efter et vulkan-udbrud i år 79. Den oplevelse fortjener sit eget indlæg, så det kan du læse om meget snart.

Rejsetidspunkt: september

BONUS-INFO: Pizza Margherita skulle være opkaldt efter den italienske dronning Margherita Teresa Giovanni (1851 – 1926), efter hun besøgte Napoli i slutningen af 1800 tallet. De røde tomater, den grønne basilikum og den hvide ost repræsenterer farverne i det italienske flag.