England, Europa, Små og store eventyr, Vandreture

Vandring i Yorkshire Dales

Yorkshire Dales

Yorkshire ligger i Nordengland, og er det største grevskab i England. Det er også hjemsted for Yorkshire Dales National Park, der dækker et areal på 1.770 km². Her har vi netop tilbragt en forlænget weekend i den smukke Wensleydale. Vi boede i den ganske lille by Hawes, hvorfra der er masser af muligheder for at lufte vandrestøvlerne. Weekenden var  fyldt med vintersol, som vi nød i fulde drag, på to fine vandreture med gode madpakker og knas i rygsækken.

The Pennine Way

Den 429 kilometer lange vandrerute The Pennine Way går gennem Yorkshire Dales National Park. Det er en rute der følger bjergkæden, Penninerne, og går fra Edale i Derbyshire hele vejen op til Kirk Yetholm ved den skotske grænse. Vi gik et lille stykke af ruten fra Thwaite til Hardraw. En bid på små 13 kilometer. Himlen var blå og landskabet var ren Yorkshire Classic! Grønne og brune bakker og stendiger så langt øjet rakte.

Ruten er nem at følge på denne strækning, da der flere steder er lagt en sti af store flade trædesten ud. Stenene er lagt, for at vi der vandrer, kan komme over bakkerne uden af synke helt ned i mudderet – the bog. Det var dog overhovedet ikke et problem for os, for jorden var frossen og stenhård.

Der var spejlblank is på vandhullerne, og de fleste af de små vandløb var frosset til lange istapper. Så det var koldt – faktisk rigtig koldt. Det blæste, og heldigvis havde vi vinden i ryggen på det meste af turen. Madpakken blev nydt i læ af et stendige, med en forrygende udsigt.

En rundtur omkring Cotter End Tarn

Yorkshire Dales er fyldt med vandrestier på kryds og tværs. Kommer du på disse kanter, og vil ud og vandre, kan vi anbefale Landranger kort nummer 98 fra Ordnance Survey, der dækker Wensleydale og Upper Wharfedale. Så er det nemt at planlægge sine ture. Selvom ruterne er godt markeret med skilte og varder, er det altid en god idé at have kort med.

Vores anden tur var en rundtur i området omkring Cotter End Tarn, der er en tjern, eller en lille sø på mere mundret dansk. Her åbnede landskabet sig virkelig op, og man kunne se langt. Ifølge Mr. W kan man se helt ud til havet på klare dage.

Yorkshire Dales

Fælles for begge ture så endte vi foran pejsen på The Green Dragon i Hardraw, så vi kunne få varmen igen, inden vi kørte retur til vores lejede hus i Hawes.

Yorkshire Three Peaks

Hvis man vil have lidt mere udfordring på sine vandreture, kan man  kaste sig over Yorkshire Three Peaks. Det er de tre toppe Whernside (736 m), Ingleborough (723 m) og Pen-y-ghent (694 m), og man kan bestige alle tre toppe på en cirka 38,6 kilometer lang rute. Om sommeren afholdes der løb, hvor man skal under 12 timer for at fuldføre. Men så får man også et diplom efterfølgende…

BONUS-INFO: Yorkshire Dales kaldes ofte God’s Own Country, og ligger lige ved siden af en anden af Englands naturperler, Lake District, hvor Englands højeste bjerg har hjemme.

Rejsetidspunkt: februar